Harzen

Som undertitel til artiklen kunne jeg have valgt: "De lange køers tur" eller "De mange og lange omkørslers tur." En aften var jeg ikke i tvivl; thi da skulle undertitlen blot være "Hedetur." Bilens termometer stod i to timer i og syd for Braunschweig på 40 graders Celcius. Mens denne plage gik over af sig selv, forfulgte de to førstnævnte plager os stort set på resten af turen suppleret i Østharzen af lukkede hoteller, spisesteder og museer. Det ville have klædt værten eller kreditorerne på det lukkede etablissement, om de f. eks. havde taget skiltet med Mittagsessen ind samtidig med, at de drejede nøglen om. De øvrige lukkede museale etablissementer får deres velfortjente, sure smiley, efterhånden som beretningen skrider frem.

Turen til Harzen kunne for tredive år siden gøres på fem timer for knap 500 km, men denne tur i 2012 tog ti timer både ud og hjem på grund af køer og omkørsler.

Jeg har kreeret afsnittene geografisk, men ikke altid kronologisk. Først ser jeg på lokomotiver og baner "På vej til Harzen," så "Rundt om Harzen," derpå "I Harzen" afsluttende med "På vej hjem fra Harzen." Afsnitsstørrelser har jeg måttet opgive at få til at passe med mailstørrelser.

Der var lidt svipsere på turen forstået således, at jeg så noget, som jeg af en eller anden grund ikke fik fotograferet. I Hamburg på hovedbanegården var det et lokomotiv fra D&D, men inden min ledsager fik fotograferet, var vi med S-toget kørt ned under jorden. Det er i øvrigt ikke første gang, at netop D&D er kørt fra mig. Vi burde nok være stået af på Hovedbanegården og være gået op på en af fjerntogsperronerne. I Bergedorf var Q-maskinen sikkert under opfyring, men efter et par forgæves forsøg på at trodse omkørslerne, gav jeg op. Jeg orkede ikke at køre tilbage igen gennem alle de netop klarede omkørsler for at nå remisen fra bagsiden. I Braunschweig drev en museumssporvogn gæk med mig. Hver gang jeg havde opgivet og pakket apparatet ned i tasken, kom den frem fra en sidegade lige for næsen af mig og forsvandt igen, inden jeg fik fotograferet. På Rübelandsbanen havde jeg lige konstateret fotoaber forude, men toget passerede, inden jeg havde fået parkeret. Næste chance forspildte jeg også. Jeg hørte toget, men det var åbenbart det forkerte spor, jeg stod ved. Mere om dette senere.

Og så til sagen. Først et par foto fra turen til Harzen.

Alle seks lokomotivertyper i salgsbrochurerne blev formentlig slet ikke produceret. Desværre er kilderne ikke helt enige om hverken antal solgte lokomotiver, modtagere eller typer, men formentlig drejer det sig i øjeblikket om mere end hundrede eksemplarer, hvor DB har aftaget hovedparten.

Der er to hovedtyper: Maxima, der er strækningslokomotiver, og de leveres i to udgaver, den seksakslede Maxima 40 CC på 3600 kW og den ligeledes seksakslede Maxima 30 CC på 2750 kW. Den anden hovedtype hedder Gravita, hvoraf der igen er to undertyper, Gravita 10 BB og 20 BB. De yder mellem 1500 og 3000 kW. Mens lokomotivet på mit foto er mærket 10 BB, er i følge nettet de fleste af DBs modtagne lokomotiver af typen 20 BB. Lokomotivet her har følgende byggedata: Voith L04_10085/2011. DBs betegnelse er 92 80 1261 034_3 D_DB. Fotoet er taget 19.08.2012 på rangerbanegården i Maschen ved Hamburg.

Udviklingen fulgte jeg i starten, når lejlighed bød sig. Rapporter ses i Tipvognen 4.08, 1.09 og 3.09.

Kort over Harzen

Kortet viser af gode grunde ikke den efter Genforeningen nyanlagte bane fra Stapelburg vest for Ilsenburg til Vienenburg, hvor der aldrig før havde gået jernbane. Jeg har i øverste kant sat en pil, hvor banen udgår (eller ender.) De fleste entusiaster havde forventet den genetablerede forbindelse over den tidligere tysk-tyske grænse anlagt mellem Ilsenburg og Bad Harzburg, hvor der tidligere havde været bane. Mange entusiaster forstod simpelthen ikke valget af forbindelsesstrækning. Formentlig har Stålværket i Ilsenburg og dets forbindelse til Salzgitterkoncernens stålværker spillet en rolle i valget af tracé?

Signaturforklaring:

Der er ikke skelnet mellem Nordhausen - Wernigeroder - Eisenbahn (Harzquerbahn,) Selketalbahn og Brockenbahn. Fordelingen af det samlede spornet mellem Selketalbahn og Nordhausen - Wernigeroder - Eisenbahn har skiftet gennem tiderne alt efter, hvor meget og hvor de russiske venner havde behaget af fjerne af banerne som krigsskadeserstatning.

Det fremgår heller ikke af kortet, at Rübelandsbanen og Südharzbahn begge udgik fra Tanne, men har forskellige sporvidder.

Banen Ellrich - Zorge og Südharzbahns delstrækning Tanne - Brunnenbachsmühle manglede på forlægget. Dem har jeg indtegnet for egen regning.

Peine-Salzgitter koncernen har længe bygget egne lokomotiver, men inden for de senere år har man lejet lokomotiver, og på det allerseneste har man købt nøglefærdige lokomotiver fra de gængse fabrikker. Der er anskaffet to af sl*gsen på prøve, og da prøven faldt godt ud, købtes der foreløbig 40 af sl*gsen med løbende levering frem til 2016. En hjemmeside hævder, at mit billede viser et af de første to købelokomotiver ved firmaet. Påstanden holder sikkert, selv om jeg har billeder af en MaK og nogle O&K, men det er nok ved den gamle Ilsederhütte, som dengang ikke var indlemmet i Salzgitterkoncernen, hvilket i øvrigt første til den lukning. Lokomotiverne er bygget og idriftsat 2011. De er radiostyrede og er på 650 kW. Det var ikke muligt at komme tættere på, og det var også umuligt at aflæse et nummeret. 50-tallet på fronten er af nyere dato og ses ikke på entusiasternes foto, og det er måske et elektronisk nummer, der let kan ændres. Nummeret må være 98 80 0650 0??-? D-VPS. Billedet er taget 21.08.2012.

Ved foden af Harzen har der ligget masser af baner ud over de to allerede nævnte samt banerne omtalt i næste afsnit. Desværre har jeg kun sporadisk eller slet ikke kigget jernbaner i hverken Oker-, Langelsheim-, Möncheberg- eller Herzbergområdet bortset Hermann C. Starcks lille bane mellem Goslar og Oker omtalt i Tipvognen 3.87. Ved Oker var der adskillige råstofgrave og et par zinksmelteværker. Ved Langelsheim var ligeledes flere sporbærende virksomheder. Ved Möncheberg er der spor i forbindelse med kalkgravningen. Ved Herzberg var der brydning af kvarts, hvor der både var smalspor og normalspor. Den bedste kilde til viden om disse baner er Feld und Werkbahn Magasinet Bahn-Express, der dog hverken er opdateret for nylig eller medtager ret mange af den gamle indlæg fra den tid, hvor tidsskriftet udkom på tryk.

Mansfelder Land

Kører man i området, falder de talrige affaldsbjerge i øjnene. De største er op til 150 meter høje, dækker tretten ha og rummer tyve millioner tons affald. Et sådant og meget markant ligger nord for Sangerhausen i Sydøstharzen. Det hedder Halde Hohe Linde, idet en Halde er en sådant kunstig affaldsdynge. Affaldet stammer fra Thomas_Müntzer-Skakten, der efterhånden blev 700 meter dyb. Halden påbegyndtes 1953, og affaldsdeponeringen sluttede 1990. En én kilometer tovbane med spande førte fra skakten til toppen. Der er seks bjerge i denne størrelse i Mansfelder Land, men det nøjagtige samlede antal affaldsbjerge kendes ikke. Derimod har man fra historisk tid talt 1300 skakter. Formentlig har hver skakt haft mere end et affaldsbjerg. Et billede af bjerget, som det tager sig ud i dag, ses til sidst som billede 072 Sangerhausen.jpg

Minedriftens og kobberudsmeltningens indstilling har kostet tusinde af arbejdspladser. Man prøvede at bevare transportselskabet, hvorfra jeg for seks år siden så et lokomotiv. I dag ses selskabet slået sammen med en anden lokomotivudlejer. Sikkert større held var der med at bevare Mansfelderkoncernes lokomotivværksted. Firmaet kaldes Malowa eller MaLoWa. I dag kalder firmaet sig Mansfelder Bahnwerkstatt GmbH. Firmaet har tilsyneladende en afdeling i Polen.

Det er også mit indtryk, at der fremdeles sælges løs af affaldsbjergene til bygge- og anlægvirksomhed herunder til vejbelægning. Jeg har i hvert fald fundet kobberskifer i adskillige markveje.

Selve værkstedet er ikke spærret af, og står der et adgangsforbudsskilt, er det så spagt, at jeg aldrig har set et sådant, selv om jeg ikke er i tvivl om, at jeg er inde på privat grund. Overalt står der jernbanemateriel. Meget af det er fotogent, mens andet skjuler sig i lokomotivhøjt ukrudt. Noget så jeg også for seks år siden. I alt fotograferede jeg 17 normalsporlokomotiver, hvoraf kun et fåtal vil blive vist her. Dertil kommer alle de overvoksede lokomotiver samt alt smalspormateriellet, som først er på tapetet senere.

En artikel i Tipvognen 4.07 omtalte Mansfelder-området og MaLoWa.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Inden vi bevæger os ind i Harzen, tager vi lige endnu en bane i kanten af Harzen. Jeg kom forbi på en af mine allerførste ture i 1962 og under et stop ved et vejarbejde, opdagede jeg toget, der kom kørende i mod mig, holdt lige ud for mig og begyndte at rangere på fri bane. Det var lige nordvest for den lille hyggelige by Osterode. Jeg har formentlig dengang ikke fotograferet. Toget var en smalsporet motorvogn med nogle normalsporede godsvogne på rollbocke. Jeg har i hvert fald noteret ordet "rulleskøjter." Da jeg få år senere vendte tilbage

for at se nærmere på banen, var den lukket. Banen hed Kreisbahn Osterode - Kreiensen, og den var 33 km lang og anlagt i 750 mm smalspor, hvoraf en del nærmest Kreiensen var trestrenget, idet der her også var normalspor. Nedlæggelsen skete i etaper fra 1963, mens det sidste normalspor først er fjernet 2010.

Selvfølgelig kan man lægge jernbanen ind i Harzen, men med bjergenes karakter af brudbjerge, der bare rejser sig næsten lodret over forlandet, vil banebyggeri blive dyrt, fordi der skal mange kunstbygninger til. De få egnede vandløb ind i Harzen har alle fået en bane, mens de øvrige vandløb, som for eksempel Bodefloden blev opgivet, selv om bane var planlagt. Dalen var for snæver og navnlig for kringlet.

Dette emne, Harzens offentlige baner, har jeg dog aldrig for alvor dækket. Dels er det nu stort set for sent, dels havde jeg ikke lejlighed til det, mens tid var. Jeg mindes dog i sin tid at have set et større lokomotiv muligvis en BR 41på banen til Altenau og en BR 78 i Goslar.

I Østharzen og Mansfelder Land kører Wipperliese mellem Helbra und Wippra. Banen følger Wipperfloden ind i Harzen. I Mansfeld findes en meget markant bro for banen. Kreisbahn Mansfelder Land, KML kører persontrafikken med eget materiel bestående af ældre Esslingenmotorvogne. Banegården i Wippra var reduceret til en enkelt perron med et enkelt spor. Resten var overvokset og ladesporene var losseplads for vognmænd. En ny busbanegård var under anlæg, så jeg frygter det værste for banens fremtid. Et billede fra banen er vist som Billede 010 Mansfeld.jpg.

KML driver i øvrigt yderligere to baner, den allerede omtalte Mansfelder Bergwerkbahn i 750 mm spor og Parkeisenbahn Vatterode i 500 mm spor. Denne bane er åbnet 1967 som Pioniereisenbahn under navnet Junges Leben. Mansfelderkombinatet Wilhelm Pieck stod bag banen og havde også anlagt den. I dag, hvor pipens lyd har fået en anden farve, er banen sandsynligvis anlagt af straffefanger og anderledes tænkende. Banen har to lokomotiver, begge akkumulator_lokomotiver nummereret EL9_001, der er en model af en LKM V 10C og EL9_002, der er en model af en DR V 180. Af vogne findes otte styk. De seks er såkaldte mellemvogne uden bremser, og to vogne er med håndbremse og koblinger, som passer til lokomotiverne.

Efter Genforeningen, hvor fordelene i den senere karriere ved at have leget med pionerbaner som barn, ikke mere talte, fik banen en svær tid. Vatterode er alt for lille en landsby til at børnenes bedsteforældre kan holde banen kørende. Banen har da også skiftet ejer flere gange i den senere tid, og på trods af hjemmesiderne er det næppe KML, der ejer banen mere. Hvem, der så står bag, ved jeg ikke. Jeg besøgte banen i tillid til banens hjemmesides oplysning om forventet drift fra 2012. Sådan stod der i foråret 2012, da jeg planlagde turen. Alt var imidlertid lukket og slukket, men skiltet stod der stadig på lågen. Nu stod der forventet åbning 2013, og så som noget positivt var der en festdag på banen i efteråret 2012!

Rübelandsbanens eneste kunde i dag er et kalkværk i Rübeland. Navnet er Fels-Werke GmbH. Stærke kræfter så gerne efter murens fald hele kalktrafikken overgå til lastbiler, selv om der i for eksempel Rübeland sås spage antydninger af, at beboerne langs vejen ikke brød sig om den tætte lastbiltrafik. En overgang kørte Rübelandsbanen også med diesel, men nu har man besindet sig og sat togenes strømforsyning i drift igen. Der går dog stadig ikke mange minutter mellem hver kæmpelastbil i Rübeland og omegn.

Der var flere spor med blankslidte skinner mellem Rübeland og Elbingerode, og jeg går ud fra, at der er et kalkbrud for enden af hvert spor. Der skulle være i alt tre kalkværker. Jeg havde parkeret ved besøgsminen Drei Kronen und Ehrt og her passeredes et blankslidt spor, men nord for lå også et kalkværk med spor. Jeg blev glad, da jeg hørte den umiskendelige lyd af tog og gik i stilling ved sporet forbi besøgsminen, men der kom ikke noget tog. Edit kunne oplyse, at hun fra sit udkigspunkt havde set et tog med et rødt lokomotiv på den anden side af vejen og floden bag nogle træer. Det bekymrer mig lidt. Banen skulle være drevet af HVLE, og deres lokomotiver skulle ikke være røde. Intet på nettet tyder på, at DB har taget over eller at HVLE har skiftet design? Jeg gik derover, og her holdt et af Fels-Werkes private lokomotiver, der dog kørte kort efter min ankomst.

 

Den eneste bane, der gennemkrydsede Harzen, var Nordhausen _ Wernigeroder Eisenbahn_Gesellschaft, NWE. Flere andre baner havde deres endepunkt ved stationer på NWE, således at disse i praksis også havde forbindelse tværs gennem Harzen. Det er den allerede nævnte normalsporede Rübelandsbahn med forbindelse både i Drei Annen Hohne og i Tanne. Desuden havde Südharz_Eisenbahn_Gesellschaft, SHE forbindelse i Sorge og Selketalbahn har forbindelse via Stiege - Eisfelder Talmühle. Bemærk, at der findes både et Zorge og et Sorge i Harzen.

NWE kaldes også Harzquerbahn, og den er i dag sluttet sammen med Brockenbahn og Selketalbahn til Harzer Schmalspurbahnen, HSB. Ingen af disse baner var dog på mit program i år, så jeg vil derfor kun omtale dem sporadisk. Der er litteratur og hjemmesider nok at vælge imellem, hvis man vil vide mere.

Det lykkedes kun at stå imod besøgstrangen i Wernigerode, hvor vi blot kørte igennem, og dog passerede vi det nye depot vest for Wernigerode, men portene var lukket, og der stod intet udenfor. I Bodedalen var der større omkørsler, og det var nok grunden til indirekte, at jeg to gange kørte op til Drei Annen Hohne, hvor vi kunne få pause og noget drikkeligt og spiseligt. Både banegårdsrestaurationen og skuret på perronen er udmærkede spisesteder. I hvert fald i skuret kan man købe Nassdampføl, som jeg nu har fire forskellige etiketter fra. Opholdet varede to gange en halv time. Den ene gang kom der fire tog med tre damplokomotiver og en motorvogn, og den anden gang kom der kun ét damptog.

Selketalbahn var ligeledes ikke på programmet, men vi kørte langs banen en overgang, så jeg var på vej op til stationen i Hasselfelde, men så regnede det voldsomt, og jeg gav op. Der, viste det sig senere, holdt en kamel deroppe. Da vi passerede Stiege, var regnen stilnet af, så vi kørte til stationen, men måtte alligevel iføre os regntøj. Netop da kom et tog, og igen havde jeg heldet med mig. Det var lige som tidligere på dagen med Mammutten et lokomotiv, jeg ikke havde set i fyrre år, men i modsætning til Mammutten jagtet flere gange. Hver gang jeg så den og skulle til at fotografere den, kørte den, inden jeg kom på skudhold. Denne gang lykkedes det, og da toget skulle til Eisfelder Talmühle, vidste jeg, at jeg fik det at se igen. Et øjeblik efter afgangen, kom det via vendesløjfen retur og fortsatte til Eisfelder Talmühle. Endnu inden jeg var kommet mig over mit held, kom kamelen fra Hasselfelde, og da jeg så stod forklarede Edit lidt om dette misfoster, kom en snes våde fotoaber ind fra vendesløjfen og stod på kameltoget. Vi kørte videre mod Sangerhausen. En kamel er her et normalsporet DDR diesellokomotiv, der er sat på 1000 mm trucker. Et foto ses i http://de.wikipedia.org/wiki/DR_Baureihe_V_100" rel="nofollow - http://de.wikipedia.org/wiki/DR_Baureihe_V_100

Endnu et billede fra HSB fra Nordhausen bringes senere.

Banen var metersporet og 24 kilometer lang. Forkortelsen var SHE. Den åbnede 1899 og førte fra Walkenried over Brunnenbachsmühle til Braunlage. Herfra førte en tre kilometer lang godsbane videre til Wurmberg. Fra Brunnenbachsmühle førte en otte lang strækning via Sorge med tilslutning til NWE til Tanne med tilslutning til Rübelandsbahn. Denne sidste strækning lukkedes i 1945 på grund af den tyske deling. Strækningen til Braunlage lukkedes 1962 for persontrafik og 1963 for godstrafik.

Der har efter genforeningen været talt om at genoplive banen eller i hvert fald at sætte den i forbindelse med Harzquerbahn, hvor der havde været spor før krigen. Da ingen ville betale, faldt projekterne igen.

Denne bane i Sydharzen førte fra Scharzfeld over Bad Lauterberg til St. Andreasberg. Navnes skyldes floden, som banen fulgte. Oder er en lille lokal flod, der ikke må forveksles med grænsefloden mellem Tyskland og Polen. Banen var 15 km lang, normalsporet og åbnede 1884. Banen nedlagdes i etaper fra 1975. Stykket Scharzfeld - Bad Lauterberg holdt til 2004. Godstrafikken forsvandt få år tidligere.

Samtidig med åbningen af Odertalbahn åbnedes en godt halvanden kilometer lang normalsporet tandhjulsstrækning mellem St. Andreasberg West i 433 meter, hvor Odertalbahn endte, og St. Andreasberg Stadt i 603 meter højde. Tandhjulsbanen indstilledes allerede 1959.

Jeg nåede at se banen, men ikke dens tog. Ved mit besøg solgtes endnu postkort fra tandhjulsstrækningen. Selv om jeg dengang købte en håndfuld postkort, er det ikke lykkedes at finde et eneste af dem.

Harzen er en gammel bjergkæde. Så gammel, at kun rødderne er tilbage. Harzen er kun en lille del af et langt større system med samme oprindelse som Alperne og sikkert mindst af samme størrelse. Bjergkædefoldninger går imidlertid langsomt, og nedbrydningen går i gang i samme øjeblik, som kæden blot har hævet sig én mm. Det borteroderede materiale ender i det nærmeste ocean, og herved forstyrres jordens balance, så Harzen igen hævedes, fordi området var blevet lettere. Nu skete hævningen imidlertid langs næsten lodrette brudlinier. Brudlinierne i Harzen og langs de mindre bakkedrag i Nordtyskland har pudsigt nok samme retning som de skånske åse og Bornholm. I de gamle bjergkæders rod, der nu er tilgængelige fra jordoverfladen, ligger tunge mineraler inden for rækkevidde. En betydelig minedrift har været følgen. Der har været brudt guld, sølv, kobber, tin, zink, bly og jern. Sjældent ligger mineralerne separat, så den enkelte mine kan producere adskillige af de nævnte metaller. Desuden kan der stedvis være kommet kalk, gips, anhydrit, flusspat og svovl til.

Antallet af miner i Mansfelder Land er tidligere angivet. Antallet af miner i Harzen kender jeg ikke, men også det er betydeligt. Mange af minerne var dog små, navnlig i middelalderen, så på den måde kan antallet blive stort. Allerede før anden verdenskrig var en centralisering begyndt, så de mindre miner kunne lukkes. Efter verdenskrigen var mange miner i det vestlige Tyskland tømt, og de resterende udkonkurreredes af importmalm. I det østlige Tyskland lukkedes minerne over en kam i forbindelse med Genforeningen. De berørte kommuner prøvede af bevare bare nogle af arbejdspladserne, og en af måderne var at indrette minen som besøgsmine eller museumsmine. Det er mit indtryk, at antallet af besøgelige miner stadig vokser. Desuden udvides samlingerne, og i ikke så få tilfælde kommer der smalspormateriel til. En enkelt mine i Sydøstharzen er indrettet som oplevelsesmine. Hvis du vil se smalspormateriel, er det nok ikke lige den mine, du skal vælge, selv om dine børn sikkert gerne ville? Oplevelsesminen ligger i Sonderhausen i Sydøstharzen.

Tipvognen har flere gange gennemgået Harzens museumsminer, og disse oplistninger vil jeg her bygge videre på. Se Tipvognen nr. 2.07, hvor der er henvisninger til Tipvognene 2.96 og 4.03 og de enkelte miner.

Lokaliteterne her er så nogenlunde ordnet fra vest mod øst, for så vidt, at jeg har materiale om stedet.

I 1979 besøgte jeg 19-Lachter-Stollen i Wildemann, og da stod der i baghaven kun en enkelt rusten tipvogn. I dag har minen i følge sin brochure smalspormateriel.

Her findes en drypstenshule, hvor der også har været minedrift. Det foresvæver mig, at der var smalspormateriel, men i skrivende stund kan jeg ikke finde brochuren, så måske er der tale om en erindringsforskydning.

Jernminen Hilfe Gottes i Bad Grund kaldet Bergbaumuseum Bad Grund er ligeledes blevet udbygget med besøgsfaciliteter. I brochuren så museet flot ud, og der er reklameres med Grubenbahn.

Minen Lautenthals Glück har tidligere været omtalt i Tipvognen, så den forbigår jeg i tavshed og nævner kun, at en del af materiellet er synligt udefra. Bemærk, at der i Harzen findes både et Bad Lauterberg i syd og et Lautenthal i vest.

Fra gammel tid har der været i minemuseum i Zellerfeld. Siden jeg besøgte det sidst i 1979 var det udbygget. Besøgsminen er kunstig, idet minegangene er gravet ned fra over og dækket til bagefter. Der står lidt smalspormateriel hist og pist, men ingen lokomotiver. Minen skal illustrere brydningsmetoder i middelalder og tiden op til mellemkrigstiden. Det pudsigste var egentlig, at ved mit første besøg havde vi en guide, der var af én politisk observans, mens vi denne gang havde en guide af den stik modsatte observans. Ved det ene besøg blev minearbejderne ikke meget over 30 år, før de døde af støvlunger og blyforgiftning, mens de ved den anden guide levede i idel lykke som i Snehvide og de syv dværge. Han benægtede også børnearbejde, selv om vi på billeder på andre museer kunne se børn på otte til elleve år, der trak tipvognene i minegange, der ofte kun var 30 cm høje! I Mansfeld var over tusinde børn i sving.

 

Ottiliae-Schacht, Clausthal-Zellerfeld

Denne besøgsmine er nyere. Den har intet med minemuseet at gøre mere, idet den beskriver minedriften i dens seneste tid. Oprindelig har der været et samarbejde mellem minemuseet i Zellerfeld og skakten i Clausthal, og der var endog smalsporentusiaster inde i billedet, men samarbejdet lykkedes ikke. De to besøgsminer gik hver til sit, om man kan sige sådan, og smalsporfolket blev smidt ud. Fra den gamle banegård midt mellem Clausthal og Zellerfeld udgår et 600 mm spor. Her findes parkeringspladser for minens besøgende, som så køres i minetog til minen. Ude ved minen er der stort set ikke mulighed for at komme af med en bil. Til gengæld kan man uhindret gå rundt og kigge på smalspormateriellet uden for åbningstiden om søndagen.

 

 

 

 

Også denne mine, der var grundlaget for det tyske kejserrige, har været anmeldt i Tipvognen nr. 2.07. Her kan repeteres, at minen var i drift i over tusinde år, at den kaldes en guldmine, at den absolut er et besøg værd, at man ikke kan bese smalspormateriellet uden at betale entre, og at man kan nøjes med et besøg over jorden. Ikke alle bryder sig om at vade rundt i minegangene dybt under jorden.

Jeg føler også trang til at gentage, at jeg i 1986 havde en besøgstilladelse til minen, men ikke blev lukket ind. Heller ikke malmlæsningsanlægget på Okersiden af Ramelsberg fik vi set, selv om vi stod ved porten. Fire forbudsskilte syntes vi ikke lige, at vi kunne sige, at vi ikke havde set.

Besucherbergwerk Drei Kronen und Ehrt, Elbingerode

Mellem Rübeland og Elbingerode lidt før indkørslen til et af Fels-Werkes kalkværker ser man lidt oppe på bjerget nogle tipvogne. Inden disse er der nogle få, dårlige p-pladser. Det sidste stykke må man gå. Til gengæld behøver man formentlig ikke løse billet for at se udendørsudstillingen. Man skal derimod have billet til minebesigtigelsen, hvortil der kun er adgang med fører. Minen var oprindelig en allroundmine, men så opdagede man i nyere tid under anlæg af en vandafledningsstolle, et bjerget også rummede svovlkis. Netop på denne tid var det teknisk muligt, at skille svovl fra jern og oven i købet at bruge begge grundstoffer. Specielt i Det tredje Rige var inderkredsen glade for svovlet. Også DDR, der var isoleret fra visse dele af verdensmarkedet, satte pris på forekomsten.

Besigtigelsen tager en god times tid og omfatter et par kilometers kørsel med minetog samt en kilometer rundgang i til dels lave og smattede minegange. Bortset fra en enkelt overhovedetlæsser på spor, ses de ikke yderligere tog under jorden. Det lokomotiv, du kører med, fotograferede du jo, inden du satte dig i vognen og kørte ind.

 

 

 

Billede 040

 

Billede 041

 

Billede 042

 

Billede 043

 

Billede 044

 

 

 

I følge Bahn-Express havde der tidligere stået et blikfang-tog uden for ved vejen, men det er åbenbart siden blevet fjernet.

Her var vi, da dagen var fremskreden, så jeg gik ikke frem til minen, men vendte efter nogle minutters gang uden at kunne se enden på stien. Langs stien var udstillet noget minemateriel

med tydelige skilte. Disse manglede i øvrigt på Drei Kronen und Ehrt.

Bergwerksmuseum Grube Samson, St. Andreasberg

Her har der på en af de stedlige sølvminer længe været mulighed for besøg. Jeg har aldrig været der og ved derfor ikke, om der er smalspormateriel.

Dette er endnu et hjørne af Harzen, hvor jeg aldrig nåede hen, så jeg ved ikke, om museet skulle have smalspor. Bemærk, at der både findes et Bad Lauterberg og et Lautenthal et helt andet sted i Harzen. Der er ingen regler for, hvornår en dal skrives Tal og hvornår, der skrives Thal. Det sidste skulle være en ældre form, men fænomenet kendes også fra danske byer, hvor Århus for eksempel er lidt bag efter udviklingen og skriver Aarhus.

Både dette og den næste post er mig totalt ukendte, men skulle du finde dem interessante efter et besøg, må du gerne lade mig det vide.

Kommer du med toget, der her er HSB, skal du stå af i Netzkater. Her var der tidligere spændende ting i remisen, men de er for længst hentet hjem til Sachsen igen. Museets udenomsområder kan formentlig også besøges uden at betale entre. Kun hvis du skal i gruberne eller køre med toget, skal du betale. Man kan også kigge ind udefra. Mens jeg dydig, som jeg er, gik udenfor og legede paparazzi, opdagede jeg, at Edit var med på mine billeder. Så gik jeg også bare ind. Vi handlede i butikken. Også her var dagen fremskreden, og det snuskede lidt, hvilket for fotografering vil sige, at det kneb med lyset.

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har aldrig været der, og jeg har heller ingen planer om at kommer der. Jeg indrømmer, at man bør have set én Koncentrationslejr i sit liv, og jeg har set Bergen-Belsen to gange. Jeg har ikke psyke til flere. Muligvis er der smalspor også i Dora nord for Nordhausen på vej til Ilfeld. Der er i hvert fald minegange nok der.

Hvad her eventuelt skulle være af smalspor, har jeg ingen anelse om, men der er da en mulighed?

Museets brochure viser tipvogne, og i teksten reklameres med udstilling af transportmidler. Minen producerede Svovlkis, Kobbermalm og Flusspat. Tilsyneladende bruges det tyske ord for mineralet også på dansk, bortset at tyskerne i gamle dage havde tre s’er i Flusspat og skrev Flussspat, egentlig Flußspat med dobbelt s.

Her tror jeg ikke, at der er noget at komme efter for Tipvognens læsere? Oplevelsesturisme er ellers in for tiden, idet turistindustrien tror, at det er det, turisterne vil have. Måske har de ret? Vi oplevede, føler vi, lige så meget, da vi så nogle blomster, hvor der var både gule, blå og hvide blomster på samme plante på en gang! Måske var det en misfarvning på grund af for meget kobber i jorden, måske var alt ikke kronblade, men bægerblade. Nyligt opdyrkede affaldsdynger efter minedriften havde i hvert fald misfarvede afgrøder. Jeg har endnu ikke fået planten bestemt. I øvrigt ligger Sonderhausen også uden for Harzen i sydlig retning.

En af mine kilder, en brochure fra Interessenverein Bergbau e. V. nævner, at man kan besigtige et af værkets enorme kalkbrud. Sandsynligvis fra en udsigtsplads på kanten af en af gravene et eller andet sted. Brochuren opgiver et telefonnummer. Jeg prøvede at køre rundt om en af gravene, men vejen på mit kort var gravet væk, så det lykkedes ikke. Kanten var også spærret af, da gravens sider var ret nær lodrette, og højden måltes i hundrede meter. Respekterede man hegnet, kunne man ikke se bunden. Måske skulle man prøve telefonnummeret eller turistbureauet? Der er dog ikke smalspor mere i gravene.