Det er naturligvis kun gætteri, men hvis man spørger sig frem blandt landets jernbaneenthusiaster, mon så ikke noget nær 95 procent vil svare, at de synes, de er født 30 eller flere år for sent ?

Tanken om sen fødselsdato strejfede i hvert fald mig, mens jeg en tidlig lørdag formiddag, i skyggen af et halvtag, sad og betragtede Hjerl Hedes to-koblede lokomotiv HH1, der stod og simrede på et sporstykke udenfor remisen ved Højgård i udkanten af Frilandsmuseets arealer.

For hvem ville ikke gerne have set og hørt og indsnuset duften af blot nogle af disse små grønne eller sorte to-koblede, tre-koblede eller måske endda fire-koblede entreprenør- og industridamplokomotiver, der arbejdede over det meste af landet for blot 50-60 år siden ?

Trods det at de sled, så levede de en ganske anonym tilværelse. 1950’ernes jernbanefotografer flokkedes om DSB’s og privatbanernes sidste damplokomotiver, og det var vel kun roebanerne og Faxe Kalkbrud, der i de allersidste driftsår så fotografiapparater i det omfang, der var dem værdigt.

HH1, overfløddiggjort i de tidligere 50’ere, var en af disse små slidere, og det kunne kun alt for nemt have været ombragt uden eet eneste løftet øjenbryn, havde det ikke været for den heldige omstændighed, at en mand, nemlig Lars Andersen fandt det lille lokomotiv i begyndelsen af 1960’erne på en Hoffmann & Sønner oplagringsplads ved Århus sammen med andre søstre. Negligeret i en grad så selv de mest optimistiske troede, redning var en umulighed, men heldigvis for lokomotiv og den sags skyld alle andre, troede Andersen anderledes !

HH1’s karriere begyndte ellers som hundredvis af lignende lokomotiver. Efter det i 1921 var rullet ud fra Henschel & Sohns fabrikker i Tyskland, blev det af entreprenørvirksomheden Philip Petersen & Arvid Holm sat ind i forbindelse med etableringen af dobbeltsporet til Hillerød.

Fra 1955 var det henstillet i Brabrand ved Århus. 17 år senere i 1972 stod Lars Andersen som ejer af lokomotivet. HH1 var for første gang i sit 50-årige liv ikke ejet af en entreprenør, men af en maskinteknikker, hvis erklærede mål var at bringe liv tilbage i lokomotivets aldrende, rustne og kolde krop

  .               

Og havde HH1 i sine aktive årtier levet anonymt, så tog det nu voldsomt revanche. Kulrøg og dampslag fra en græsmark, der ellers er husdyrenes domæne, fik journalister fra ugeblade og aviser, assisteret af et utal af pressefotografer til at bevæge sig mod Virring for ved selvsyn at beskue og berette om denne landlige kuriositet - en mand, hans lokomotiv og 50 meter spor.

Midt i al virakken dukkede reservepostbudet op og præsenterede sig som Mogens Vedsø, studerende indenfor middelalderarkæologi og med interesse i små jernbaner.

Til hele dette smalsporseldorado hørte naturligvis også en personvognskasse husende værktøj, reservedele og lignende. I flere år knirkede HH1, hovedsagelig i sommer week-ender med godt vejr, over de spinkle skinner til stor fornøjelse for de fremmødte, og til naturlig forundring for de kreaturer, der måtte dele arealet med banen.

Men ingen idyl varer evigt. Virringbanens udbygning stoppede brat i 1985. Ejendommen, inklusive arealet hvorpå HH1 så lystigt dampede frem og tilbage, blev solgt og den nye ejer forestillede sig ikke andet end afgrøder på den nyerhvervede jord. Med andre ord: Virringbanen måtte brydes op, og materiellet flyttes.

Endnu engang havde Henschel & Sohns byggenummer 17819 solidt jern under hjulene og kunne i de nye omgivelser trække Frilandsmuseets juletrafik i 1988. Senere erhvervede Hjerl Hede øvrige effekter fra Virringbanen - damplokomotivet "Tine", tipvogne, sporrammer, sporskifter og drejeskive.

Og nu denne varme lørdag formiddag var det Peter Hein, Roskilde,  i sin egenskab af fyrbøder, der afsluttede den nødvendige opsmøring af HH1, og efter endnu nogle skovlfulde kul på den 0,45 kvadratmeter store rist kunne Lars Andersen stige op i højre side og rulle lokomotivet frem til en nærliggende kulbunke for at fylde HH1 op med det nødvendige brændsel.

Andersen tager et kig over sin last - banen begynder at stige, og det er nødvendigt at give regulatoren endnu en tand. Hele toget er nu opppe på bakken, og selv om det ikke er nogen uoverkommelig match for det to-koblede lokomotiv, så ånder det tungt, mendes sveden springer fra Andersen og Hein i det varme førerhus.

Et par kurver senere og snart buldrer vogne og trækkraft gennem sporskifterne ved Højgård for herefter at gøre holdt på en mark bag gården, hvorfra udsigten over Flynder sø er superb.

To industribane damplokomotiver med sporvidde 785 mm havde de fremmødtes interesse - nemlig "Else" og "Tine".

"Else" var opfyret og i god stand, og det var derfor naturligt at vælge dette lokomotiv for bevaring. Det var herefter "Tine"s skæbne at blive anbragt på en legeplads nær Dania. Her kunne det for så vidt have stået endnu i dag, havde det ikke været for Lars Andersen, der i 1978 fandt, at også "Tine" skulle og kunne bevares for eftertiden.

Korte forhandlinger med Dania, og Lars Andersen fik overdraget det lille to-koblede Krauss-produkt fra 1929.

Herefter fik "Tine" sammen med andet industrimateriel hjemsted på en mark udenfor Virring syd for Århus nær Andersens bopæl. Skilt ad viste det sig, at lokomotivet var i meget dårlig stand, og en restaurering derfor ville blive væsentlig mere kompliceret og omkostningskrævende end først antaget. Arbejdet skred herefter langsomt frem.

Imidlertid var Hjerl Hede i slutningen af 1980’erne på udkig efter endnu et 785 mm damplokomotiv som reservemaskine til det i 1988 erhvervede HH1. "Tine" blev i 1990 købt af Hjerl Hede, der umiddelbart herefter indledte en omfattende istandsættelse, som blandt andet omfattede en ny kedel og - kr. 500.000 !